
Akira og Toto 2: Kisaragi Station
Kisaragi Station.
Det må være navnet på den station, vi er på. Jeg leder efter navnet i mit hoved, men jeg er ret sikker på, jeg aldrig har hørt om den før.
”Ved du, hvor vi er?” Jeg hvisker.
Toto ryster på hovedet.
Jeg ser rundt igen. Leder efter et kort over togets rute. Det kan måske gøre os klogere. Men der er ingen kort. Hvis man tager toget herfra, må man vide, hvor man er på vej hen. Vi ved ikke engang, hvor vi er.
Om Neuro-serien fra Alinea:
Kender du en, der er Neuro? Altså neurodivergent. Det er hovedpersonerne i denne serie. De har f.eks.: autisme, ADHD eller ordblindhed. Neuro-serien er lavet i samarbejde med Læs for Livet og neurodivergente børn og unge, der har fortalt om det sjove, svære og skøre ved at være neuro.
Fun facts
- Akira og Toto 1 - En anden side var inspireret af min fascination af manga og anime, og jeg er stadig vild med begge dele. Så her i bog 2 ville jeg gerne inddrage flere elementer fra japansk kultur og integrere dem i historien.
- Akira og Toto 2 - Kisaragi Station er inspireret af en japansk vandrehistorie, der netop kaldes ‘Kisaragi Station’. I vandrehistorien er en kvinde på en togtur, der udvikler sig mærkeligt. Blandt andet stopper toget på Kisaragi Station, selvom stationen tilsyneladende ikke eksisterer. Herfra sker der flere mystiske ting, som jeg ikke vil afsløre, men toget fører umiddelbart ikke det samme sted hen, som Akira og Totos tog.
- Kisaragi Station er ikke den eneste inspirationskilde til denne historie. Undervejs i min research stødte jeg på flere myter, der var så gode og spændende, at jeg havde lyst til at få dem med på en eller anden måde. Yomi, Sanzu og Jizo er alle lånte elementer, selvom jeg har twistet dem lidt til at passe til min historie. Fx er Yomi ikke en togstation mig bekendt.