Biografi


Forfatter Kit A. Rasmussen
Jeg blev født på Rigshospitalet en novemberdag i 1982 og voksede op på indre Nørrebro i København. Faktisk har jeg aldrig boet andre steder end i København, til gengæld har jeg så boet i både N, NV, Ø og S.

Jeg har skrevet historier, siden jeg lærte at skrive. Noget af det første, jeg husker at have skrevet, handlede om en familiesammenkomst på grev Draculas slot.

Gymnasiet kunne jeg godt lide, selvom det var kedeligt, at danske stile ikke måtte være historier, men skulle være essays. Det var jeg ikke god til. Første gang det lykkedes mig at skrive et essay, handlede det faktisk om, at jeg ikke kunne finde ud af at skrive et essay.

Fordi mine forældre sagde, jeg skulle tage en uddannelse, kom jeg vidt omkring på universitetet, mens jeg ledte efter det helt rigtige. Jeg har læst både civilingeniør (i teknisk fysik), matematik og psykologi. Men jeg følte mig først hjemme, da jeg startede på Forfatterskolen for børnelitteratur.

Det mest specielle job, jeg har haft (udover at være forfatter og sidde og finde på ting hele dagen), var enten dengang jeg arbejdede som substrat-blander i et laboratorium, eller da jeg arbejdede i cirkus. Altså, jeg optrådte ikke i cirkusset, men alligevel …